Hvordan hjælper jeg?

EMDR er en forkortelse af Eye Movement Desensitization and Reprocessing. Det er en effektiv metode udviklet til behandling af traumer som fx overgreb eller ulykker. EMDR hjælper til at mindske det ubehag, som kan forstyrre dig i dagligdagen, hvis du har ubehagelige oplevelser med dig i din bagage. Oplevelserne kan både ligge i nær fortid og mange år tilbage. EMDR er anerkendt af WHO som effektiv psykoterapi til behandling af PTSD.

Terapimetoden er baseret på teorien om, at traumer og ubehagelige oplevelser kan ”fryse fast” i hjernen og påvirke hvordan vi tænker, føler og reagerer i nutid. I terapien hjælpes du til at bearbejde de fastlåste minder og de dertilhørende følelser, tanker og kropslige fornemmelser, så minderne bliver mindre følelsesmæssigt belastende. Du vil stadig kunne huske, hvad der er sket, men minderne vil være mindre ubehagelige at tænke på eller helt neutrale.

I EMDR-terapi starter vi med at identificere de oplevelser i fortiden, som forårsager dine nutidige problematikker. Herefter udvælges et traumatiske minde til bearbejdning. I bearbejdningen aktiveres det traumatiske minde og det dertilhørende ubehag. Under bearbejdningsprocessen benyttes bileral stimulation, oftest øjenbevægelser, hvor kroppen påvirkes skiftevis fra højre til venstre. Bilateral stimulation hjælper din hjerne med at bearbejde og slippe ubehagelige minder og følelser.  Under bearbejdningen af traumatiske minder får jeg dine øjne til at bevæge sig fra side til side. Vi kan også bruge andre metoder, fx kan jeg give lette tryk på dine knæ skiftevis fra højre og venstre side. Denne bevægelse/stimulation hjælper med at aktivere begge sider af din hjerne, hvilket kan gøre det lettere for dig at bearbejde og slippe svære minder og følelser. Det kan sammenlignes med hvordan din hjerne arbejder på at bearbejde oplevelser, mens du sover og drømmer. På den måde kan tidligere fastlåste minder blive mindre forstyrrende, og du kan føle dig mere rolig og afslappet omkring dem.